19. mar. 2025 - 7:07

Leder af israelsk højrefløjsparti genudnævnes som minister




Lederen af det israelske højrefløjsparti Jødisk Magt, Itamar Ben-Gvir, er blevet genudnævnt som minister for national sikkerhed i Israel.

Det fremgår onsdag morgen i en udtalelse fra landets premierminister Benjamin Netanyahus kontor ifølge Reuters.

Udnævnelsen af Ben-Gvir sker efter indstilling fra Netanyahu.

Ben-Gvir trak sig fra regeringen i januar som følge af aftalen om våbenhvilen i Gaza. Det samme gjorde partiets to andre ministre.

Tirsdag oplyste Jødisk Magt i en pressemeddelelse, at partiet igen ville blive en del af den israelske regering. Det skete, efter at Israel natten til tirsdag genoptog angrebene i Gaza.

Ben-Gvir fortalte, da han forlod regeringen i januar, at hans parti ikke ville vælte regeringen, men heller ikke være en del af den.

Dengang lød det desuden fra partiet ifølge Reuters, at det ikke ville samarbejde med regeringen, før krigen mod Hamas blev genoptaget.

Inden Ben-Gvir trak sig fra den israelske regering var han ligeledes minister for national sikkerhed.

Ifølge de Hamas-kontrollerede palæstinensiske sundhedsmyndigheder kostede de dødelige israelske angreb natten til tirsdag over 400 mennesker livet.

Den militante bevægelse Hamas sagde tidligt tirsdag morgen, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har besluttet at “ofre” gidsler ved at fortsætte krig.

– Netanyahus beslutning om at fortsætte krigen er en beslutning om at ofre gidsler og give dem en dødsdom, sagde Izzat al-Rishq, der er et ledende Hamas-medlem, i en udtalelse.

Netanyahu advarede senere tirsdag Hamas om, at der kan være flere angreb på vej.

Det var 7. oktober 2023, at Hamas angreb Israel og dræbte omkring 1200 personer ifølge israelske opgørelser. Hamas tog 251 personer som gidsler under angrebet.

Ifølge AFP befinder 58 sig stadig i Gaza. 34 af dem er ifølge det israelske militær døde.

Gidslers familier har udtrykt frygt for, at den seneste opblussen i kampene kan få dødbringende konsekvenser for gidslerne.