28. dec. 2025 - 0:26

Lav valgdeltagelse præger parlamentsvalg i Elfenbenskysten




I Elfenbenskysten er afstemningen i landets parlamentsvalg lørdag blevet afsluttet.

Den var præget af en lav valgdeltagelse i landets største by, Abidjan, efter en opfordring til boykot fra oppositionspartierne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Valget finder sted to måneder efter, at den 83-årige Alassane Ouattara blev genvalgt som Elfenbenskystens præsident. Han er dermed gået ind i sin fjerde embedsperiode.

Journalister fra AFP rapporterer, at der i Yopougon og Plateau, som er distrikter i Abidjan, var færre end 100 personer, som afgav deres stemme, ud af de 400, der var registreret til at stemme.

Tidligere har landets uafhængige valgkommission, CEI, oplyst, at de første foreløbige resultater fra parlamentsvalget kunne ventes offentliggjort lørdag aften.

I Elfenbenskysten er mere end otte millioner indbyggere registreret som vælgere til afstemningen om, hvem der skal være del af nationalforsamlingen.

Aktuelt er det lovgivere fra det regerende parti, der har flertal.

Valg i Elfenbenskysten er ofte præget af politiske spændinger eller vold. Under præsidentvalget i slutningen af oktober blev der indsat flere end 40.000 sikkerhedsstyrker. De var lørdag igen indsat til parlamentsvalget.