Østjyllands Politi rykkede tirsdag morgen ud til en alvorlig ulykke på Vissingvej i Hadsten.
Ulykken involverer en lastbil og en personbil, som stødte frontalt sammen.
En 52-årig mand er afgået ved døden, oplyser kommunikationsrådgiver Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi tirsdag formiddag.
– Han var fører af personbilen, siger hun.
De pårørende er underrettet.
Lastbilchaufføren er uskadt.
Politiet fik anmeldelsen af ulykken klokken 08.15. Efterfølgende blev vejen spærret.
– Vejen er spærret, og vi arbejder på stedet, skrev politiet på det sociale medie X tidligere tirsdag morgen.
Tre timer efter ulykken lyder meldingen, at vejen igen er åben for trafik.
– Oprydningen på ulykkesstedet er færdig, og vejen er igen åben, skriver politiet klokken 11.16.