27. jun. 2025 - 14:46

Læger Uden Grænser kalder USA-støttet organisation i Gaza dødsfælde




Læger Uden Grænser kalder en amerikansk-støttet organisation, som står for uddeling af mad i Gaza, for “en dødsfælde”.

Det skriver Læger Uden Grænser, MSF, i en pressemeddelelse fredag.

Det er den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation, GHF, som Læger Uden Grænser kritiserer.

– Med over 500 dræbte og næsten 4000 sårede under forsøg på at skaffe mad er denne ordning et blodbad maskeret som nødhjælp, skriver MSF i pressemeddelelsen.

De understreger desuden, at GHF ifølge dem bør afvikles med det samme.

Organisationen begyndte ifølge nyhedsbureauet AFP dets arbejde med maduddeling i Gaza for omkring en måned siden.

Israel startede i marts en blokade for adgangen af nødhjælpsleverancer til Gaza. Da Israel igen i maj tillod madforsyninger at komme ind i området, var det ved hjælp af GHF.

Organisationen har fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral, og at den omgår det normale nødhjælpssystem i Gaza – samt ikke at være tilstrækkelig forberedt.

Flere gange har der været kaotiske omstændigheder og skudepisoder ved GHF-uddelingssteder.