Hvis man er i behandling med antibiotika-medicinen Dicillin fra virksomheden Sandoz, skal man med det samme gå på apoteket og få det byttet.
Det oplyser Lægemiddelstyrelsen mandag i en pressemeddelelse.
Det skyldes, at der har været ni tilfælde inden for fire måneder, hvor man har fundet multiresistente bakterier hos patienter, der har fået lægemidlet.
Lægemiddelstyrelsen oplyser, at der ifølge Sundhedsdatastyrelsen er solgt 35.000 pakninger fra september til og med december.
Derfor tilbagekalder Lægemiddelstyrelsen nu medicinen, der fås i kapsler af 500 milligram.
– Det er vigtigt, at man ikke afbryder behandlingen, hvis man får antibiotika. Så patienter, der får Dicillin 500 mg fra Sandoz, skal gå på apoteket og få et andet tilsvarende præparat, skriver Lægemiddelstyrelsen.
Multiresistente bakterier er netop modstandsdygtige overfor flere typer antibiotika.