Udsigten til at blive nabo til Amsterdams berømte red-light district vækker bekymring hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Det siger agenturet tirsdag i en udtalelse, efter at bystyret i Amsterdam har fremlagt planer om at flytte distriktet til et område nær EMA’s hovedkvarter.
– Vi er bekymrede for, at flytningen af red-light district vil føre til larm, narkohandel, fuldskab og gadeuorden, lyder det fra EMA ifølge Reuters.
– At placere det erotiske centrum tæt på EMA’s bygninger vil sandsynligvis medføre de samme negative konsekvenser.
Red-light district er et område i det centrale Amsterdam, hvor prostituerede gennem udstillingsvinduer i gaderne reklamerer for deres services.
Holland blev i 2000 det første land i Europa til at legalisere prostitution.
Efter brexit flyttede EMA sit hovedkvarter fra London til Amsterdam i 2019.