Kriseramte Danish Crown nedlægger 160 stillinger i Tyskland ved udgangen af februar.
Det skriver slagterikoncernen i en pressemeddelelse tirsdag.
Der er tale om stillinger på koncernens bacon- og pålægsfabrik i Oldenburg og i mindre omfang på slagteriet i Essen. De fleste vil efter planen få tilbudt et andet job et af de to steder.
Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør, siger i meddelelsen, at konkurrencen på det tyske marked er “benhård”.
– Og for at tjene penge på at sælge fersk kød til den tyske detailhandel skal omkostningerne være absolut minimale og mængderne store.
– Der har vi konstateret, at vores setup ikke er konkurrencedygtigt, så vi producerer de sidste ferske varer til den tyske detailhandel i slutningen af februar.
Danish Crown oplyser, at det kommer til at koste et tocifret millionbeløb at lukke ned i Tyskland. Nærmere kommer koncernen det ikke.