Den kriseramte batteriproducent Northvolt har onsdag fået grønt lys af ejerne til at drive forretningen videre, mens man fortsat forsøger at gennemfør sin redningsplan.
Det oplyser selskabets pressechef, Erik Zsiga, til det svenske nyhedsbureau TT.
Beslutningen er blevet truffet på en ekstraordinær generalforsamling i Stockholm efter et 2024, som har været præget af store tab og produktionsproblemer.
Tidligere er det kommet frem, at flere danske pensionsselskaber har haft investeret tungt i Northvolt. Det gælder ATP, PFA Pension og Danica.
ATP investerede 2,3 milliarder kroner i det svenske selskab. Så sent som i december kaldte ATP’s direktør, Martin Præstegaard, investeringen for nærmest værdiløs. Det skete i et interview med DR.
Northvolt, der også har flere store bilproducenter i ejerkredsen, har investeret mange penge i at bygge fabrikker i mange lande, men det har knebet med at kunnet levere de bestilte batterier.
En større fyringsrunde skulle give mere luft i budgetterne, men Northvolt måtte i november indgive en begæring om konkursbeskyttelse i USA, som følge af at pengekassen var ved at løbe tør.
Formålet med en konkursbeskyttelse er at få ro til at rejse nye penge og rekonstruere selskabet.