Der er onsdag formiddag taget hul på et nyt politisk kapitel i Polen, hvor den nationalkonservative Karol Nawrocki er taget i ed som landets præsident.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nawrocki blev erklæret som vinder af præsidentvalget i Polen efter valgets anden runde 1. juni.
Præsidenten, der er uddannet historiker og er tidligere museumsinspektør, er nationalist og støttes af det store oppositionsparti Lov- og Retfærdighedspartiet.
Som præsident er Nawrocki Polens statsoverhoved og landets øverste repræsentant.
Præsidenten kan fremsætte lovforslag i parlamentet, nedlægge veto mod lovgivning og har en vis indflydelse på landets udenrigs- og forsvarspolitik.
Men han er ikke regeringsleder.
Regeringen ledes af den EU-venlige premierminister, Donald Tusk. Han står i spidsen for en koalitionsregering, der domineres af hans eget midterparti, Borgerplatformen.
Politisk er Nawrocki og Tusk langt fra hinanden, og der er udsigt til politiske slagsmål efter Nawrockis tiltrædelse.
Blandt andet er Nawrocki – modsat Tusk – imod øget centralisering inden for EU og skeptisk over for en eventuel optagelse af Ukraine i unionen.
Nawrocki er i modsætning til Tusk desuden imod lempelser af Polens abortlovgivning og imod udvidede rettigheder til LGBTQ+-personer.
Polens højesteret har siden præsidentvalgets anden runde modtaget 56.000 klager vedrørende valget.
Over 50.000 klager er blevet afvist, inden de overhovedet blev behandlet.
Den polske anklagemyndighed har hævdet, at stemmeoptællingen blev forfalsket til Nawrockis fordel på nogle valgsteder.
Det førte til krav om en national omtælling. Højesteretten endte dog kun med at beordre stemmerne fra 13 valgsteder talt om.
I sidste ende konkluderede Polens øverste domstol, at resultatet af præsidentvalget stod ved magt.
Nawrocki vandt ifølge de officielle resultater med 50,89 procent af stemmerne.
Han fik 369.000 flere stemmer end sin modkandidat, Warszawas borgmester, Rafal Trzaskowski, som havde støtte fra Donald Tusks regering.
Præsidentperioden i Polen varer fem år, og en præsident kan ifølge den polske forfatning højst sidde i to perioder.