Københavns Lufthavn fordobler omsætningen og får første overskud i løbet af et år siden før corona.
Resultatet i 2022 ender på 207 millioner kroner, viser regnskabet.
Væksten skyldes især, at flypassagererne i høj grad er vendt tilbage til lufthavnen. I 2022 steg antallet af passagerer med 141 procent sammenlignet med året før.
Der mangler stadig lidt, før passagertallet er tilbage på samme niveau som før corona. I slutningen af 2022 var omkring otte ud af ti passagerer vendt tilbage, skriver Københavns Lufthavn i regnskabet.
Det afspejler sig i omsætningen, som endte på 3,5 milliarder kroner. Det er omkring 19 procent under 2019, som var det sidste hele år inden covid-19.
I år forventer Københavns Lufthavn, at omsætningen vil vokse yderligere ti procent. Det hænger især sammen med, at den forventer, at passagertallet også vil vokse og i løbet af året overstige 25 millioner.
Dette er dog forbundet med væsentlig usikkerhed i forhold til både høj inflation, store udsving i energipriser og geopolitiske forhold, skriver Københavns Lufthavn.
Hvis passagertallet når 25 millioner, forventer lufthavnen et resultat før skat på mellem 150 og 200 millioner kroner.