Det kinesiske forbrugerprisindeks er steget med 1,0 procent i februar sammenlignet med samme periode sidste år.
Det viser officielle data natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Stigningen er et godt stykke under det ventede.
Den gennemsnitlige ventede stigning i februar på årsbasis var ifølge en måling, som Reuters har foretaget, på 1,9 procent – altså et godt stykke højere.
Samtidig faldt forbrugerpriserne med 0,5 procent sammenlignet med måneden forinden. I januar var den månedlige stigning på 0,8 procent.
Dong Lijuan, der er statistiker ved Kinas Nationale Statistikbureau, ser ifølge mediet South China Morning Post flere årsager til udviklingen.
Statistikeren henviser til et “fald i forbrugerefterspørgslen efter det kinesiske nytår samt tilstrækkelige markedsforsyninger”.
Forbrugerpriserne er et mål for prisændringer i en række varer og tjenester, som husholdningerne forbruger.
Ifølge Reuters er tallene et tegn på, at “Kinas forbrugere er tilbageholdende”, på trods af Kina er gået væk fra meget strenge coronarestriktioner.
Økonomer venter dog, at udviklingen vil ændre sig.