Kina respekterer, at alle parter løser økonomiske og handelsmæssige uenigheder med USA, men vil på det kraftigste modsætte sig, at nogen indgår en aftale på Kinas bekostning.
Det siger Kinas handelsministerium i en udtalelse mandag.
Udtalelsen fra Kina kommer, efter at unavngivne kilder til mediet Bloomberg har sagt, at USA’s præsident Donald Trumps administration vil presse andre lande til at begrænse handlen med Kina.
Det skal angiveligt ske, i bytte for at USA’s told mod landene kan blive sænket eller fjernet.
Kina “vil indføre resolutte, gensidige modforanstaltninger”, hvis et land forsøger at indgå sådanne aftaler, lyder det fra en talsperson, der ikke optræder med navn.
Det lyder fra den kinesiske talsperson, at USA har “misbrugt” tolden.
– Samtidig tvinger USA alle parter til at påbegynde såkaldte “gensidige toldforhandlinger” med sig, siger talspersonen.
Kina er fast besluttet på og i stand til at beskytte egne rettigheder og interesser, lyder det. Kina er dog villig til at styrke solidariteten med alle parter, siger ministeriet.
Tidligere på måneden lød det fra den amerikanske præsident, at næsten 50 lande havde henvendt sig til ham for at diskutere de toldsatser, som han har indført.
Trump satte alle de toldsatser, som han havde præsenteret, på pause 2. april – undtagen toldsatserne mod Kina.
USA’s told på kinesiske varer er for nuværende på 145 procent. Kina har svaret igen ved at indføre toldsatser på amerikanske varer på 125 procent.
Tolden på resten af verdens landes varer er minimum 10 procent. Tolden på EU-varer er 20 procent.
Trumps økonomiske rådgivere taler om at indføre told på varer fra lande, der har tætte bånd til Kina, siger en unavngiven kilde, som Bloomberg har talt med.
Mexicanske embedsmænd forventer, at USA beder landet om at hæve tolden på elbiler fra Kina, siger en unavngiven kilde til mediet.
Det Hvide Hus er ikke umiddelbart vendt tilbage på Bloombergs henvendelser om en kommentar.
Reuters