22. maj. 2024 - 0:58

Kilde: Irland har anerkendelse af palæstinensisk stat på trapperne




Irlands regering ventes onsdag at meddele, at landet anerkender en palæstinensisk stat, siger en anonym kilde med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er ikke officielt bekræftet.

Ifølge Reuters har EU-medlemslandene Irland, Spanien, Slovenien og Malta i løbet af de seneste uger indikeret, at de vil meddele en sådan anerkendelse.

Tirsdag aften meldte Irlands regering, at den irske premierminister, Simon Harris, og landets udenrigsminister onsdag morgen sammen vil deltage i et pressemøde. Det er dog ikke blevet meldt ud, hvad pressemødet skal handle om.

Irlands udenrigsminister varslede også tidligere i april, at landet forbereder sig på at anerkende en palæstinensisk stat.

Også I Norge er der onsdag morgen pressemøde. Det fremgår i en meddelelse fra landets regering.

Her vil statsministeren, Jonas Gahr Støre, og udenrigsministeren, Espen Barth Eide, klokken 08.30 tale om Mellemøsten, fremgår det.

Det uddybes ikke yderligere, hvad pressemødet vil omhandle.

Der har dog også tidligere været meldinger om, at Norge har en anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat på vej.

I slutningen af april sagde Espen Barth Eide til det norske TV 2, at det kunne ske “i løbet af foråret”.

– Det, der er vigtigere end datoen, er, at det sker i en sammenhæng, så hvis den (sammenhængen, red.) er der om to uger, vil det ske om to uger, og hvis den er der om seks uger, så bliver det om seks uger.

Han understregede, at Norge ikke vil gøre det alene, men at det skal ske med andre lande.

Ni EU-lande anerkender en palæstinensisk stat, herunder Sverige, Polen og Ungarn.

I maj stemte Danmark for en FN-resolution, der opfordrede til et palæstinensisk medlemskab af FN.

Ifølge Mette Frederiksen (S) stemte Danmark for for at give palæstinenserne en stemme i det internationale samarbejde.

Hun sagde ved samme lejlighed, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat fra dansk side kun kan ske som en del af en tostatsløsning.

Hun sagde samtidig, at en tostatsløsning lå langt væk.