14. apr. 2025 - 11:56

KIF Kolding fyrer direktør Hjermind efter nedrykning




KIF Kolding er rykket ud af herrernes håndboldliga, og det har nu fået store konsekvenser for klubbens direktør, Christian Hjermind.

Han er således blevet fyret.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som KIF har udsendt to dage efter nedrykningen, som blev en realitet i grundspillets sidste runde.

– Bestyrelsen ønsker at understrege, at der er et behov for en frisk start, hvor der tages højde for klubbens nye situation og den genopbygning, der venter forude, lyder det i pressemeddelelsen.

Christian Hjermind får også en tak og nogle pæne ord med på vejen.

– Særligt skal fremhæves det store arbejde med partnere og sponsorer, som har udviklet sig meget positivt, siden Hjermind kom til klubben, lyder det.

Christian Hjermind har været direktør i KIF siden december 2020.

KIF har spillet i mændenes håndboldliga i 41 år og er den mest vindende danske klub. Men de seneste år har været hårde for den gamle mastodont, og i denne sæson gik det helt galt.

Klubben har sæsonen igennem ligget i bunden af ligaen og kunne allerede i næstsidste runde være rykket ned. Et mål få sekunder før tid mod den direkte konkurrent om nedrykningen, Grindsted, reddede dog klubben i første omgang.

Men da Grindsted i sidste runde slog Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, var der ikke mere at gøre. KIF rykkede ud og er bombet ganske betragteligt tilbage.