26. dec. 2024 - 17:06

Kasakhstan søger fortsat årsag for mystisk flystyrt




Myndighederne i Kasakhstan arbejder fortsat på at finde årsagen til onsdagens flystyrt i nærheden af byen Aktau i Kasakhstan.

Det fortæller anklageren Abylaibek Ordabayev til nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer, efter at kilder tidligere torsdag har hævdet, at russisk antiluftskyts ramte flyet, der havde omkring 70 passagerer om bord.

Passagerflyet fra Azerbaijan Airlines var på vej fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, til Grosnij i den russiske republik Tjetjenien.

Ifølge Reuters mistede 38 personer livet.

Fire kilder i Aserbajdsjan med kendskab til den aserbajdsjanske efterforskning fortæller torsdag til Reuters, at flyet blev skudt ned af russisk antiluftskyts, da det nærmede sig Grosnij.

Flyets kommunikationssystemer blev ifølge en af kilderne sat ud af drift.