07. nov. 2023 - 16:29

Kaare Dybvad glædes over italiensk modtagecenter i Albanien




Italien kan være på vej til at lykkes med det, Socialdemokratiet indtil videre har kæmpet forgæves for:

Et modtagecenter for migranter i et tredjeland.

Italien har indgået aftale med Albanien om at oprette to centre, der skal tage imod migranter, der er blevet reddet til havs. Det er den første aftale, et EU-land indgår med et land, der ikke er medlem af unionen.

Det glæder den danske udlændinge- og integrationsminister.

– Vi kender endnu ikke alle detaljerne i den italienske aftale med Albanien, men det er utrolig positivt, at flere EU-lande bevæger sig i retning af de danske tanker om, at der er behov for nye løsninger på Europas migrationsudfordringer, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) i et skriftligt svar.

– Tidligere har Danmark stået meget alene på dette område, men vi kan virkelig mærke, at flere lande godt kan se, at det nuværende asylsystem er inhumant og har spillet fallit.

Den italienske premierminister Giorgia Meloni præsenterede aftalen på et pressemøde med den albanske premierminister, Edi Rama, skriver mediet Politico.

Aftalen vil kun rumme de migranter, der er reddet til søs, og ikke dem, der er nået i land.

I Danmark forsøgte den tidligere Socialdemokratiske regering forsøgt at få oprettet et modtagecenter for migranter og flygtninge i et tredjeland udenfor EU, eksempelvis Rwanda.

Det lykkedes dog ikke.

Med den nye SVM-regering er målet nu et fælleseuropæisk modtagecenter udenfor EU.

Italiens nye aftale med Albanien, der ikke er medlem af EU, bør få regeringen til at kridte skoene, mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Anders Vistisen.

Mens Giorgia Meloni har gjort det her på godt et års tid, har Danmark snakket om det i årevis, siger han.

– Det siger noget om, at det kræver dedikation og forhandlingsvilje, og der må man forvente, at den danske regering træder i karakter og udviser det.

– Regeringen gemmer sig under, at man venter på enighed under EU-fanen, men nu kan man se, at EU-lande rykker, og der skal Danmark med i stedet for at sidde bagest i bussen.

Hvis man spørger Enhedslisten, bør Italiens aftale med Albanien dog ikke tjene til inspiration.

– Jeg synes ikke, det er nødvendigt for EU-lande at lave aftaler om, at flygtninge skal være i andre lande, siger partiets udlændingeordfører, Rosa Lund.

Der er dog forskel på Italien og Danmark, påpeger hun.

– Når det er sagt, så forstår jeg faktisk godt Italien. For Italien har nogle af EU’s ydre grænser. Men jeg synes ikke, at løsningen er at lave aftaler med et tredjeland. Jeg synes, man skal lave aftaler om en bedre fordeling af flygtninge internt i EU.

Eksempelvis bør Danmark og andre Nordeuropæiske lande tage imod flere kvoteflygtninge, siger Rosa Lund.