USA’s præsident, Joe Biden, vil natten til torsdag dansk tid holde en afskedstale til den amerikanske befolkning fra præsidentkontoret, Det Ovale Værelse.
Det skriver Det Hvide Hus i en udtalelse fredag.
– Onsdag den 15. januar klokken 20.00 (natten til torsdag klokken 2 dansk tid, red.) vil præsidenten holde en afskedstale til nationen fra Det Ovale Værelse, skriver Det Hvide Hus.
Talen vil blive tv-transmitteret.
Den 20. januar – fem dage efter Bidens afskedstale – tages Donald Trump i ed som USA’s præsident.
Under talen forventes det, at Biden vil reflektere over sit eftermæle og over de udfordringer, som han mener, USA står over for, skriver CBS News.
I USA er det en tradition for afgående præsidenter at holde en afskedstale til nationen, inden de forlader embedet.
Traditionen stammer tilbage fra 1796, hvor den første amerikanske præsident, George Washington, skrev den første afskedstale til nationen.
I talen meddelte den første amerikanske præsident, at han ikke havde i sinde at genopstille ved det kommende præsidentvalg. Samtidig advarede han mod splittelse og partipolitik.
Talen blev aldrig holdt offentligt, men blev i stedet offentliggjort i flere amerikanske aviser.