13. jul. 2025 - 11:36

Jesper Fredberg bliver fodbolddirektør i Serie B-klub




Jesper Fredberg er ny fodbolddirektør i Sampdoria.

Det meddeler den italienske Serie B-klub i en pressemeddelelse søndag.

Fredberg har været uden job siden oktober sidste år, hvor han stoppede som fodbolddirektør i belgiske Anderlecht efter to år. Bruddet skete efter gensidig aftale.

I Sampdoria skal Fredberg forsøge at stabilisere den tidligere mangeårige Serie A-klub.

I den forgangne sæson endte Sampdoria egentlig på en 18.-plads, hvilket ville have sendt klubben direkte ned i Serie C.

Men efter sæsonafslutningen fik Brescia fratrukket otte point og røg ned på 18.-pladsen.

I stedet skulle Sampdoria ud i et dobbeltopgør mod Salernitana om overlevelse i Serie B. Det kom Sampdoria fra med en 5-0-sejr samlet.

Returopgøret blev dog aldrig færdigspillet, da kampen blev afbrudt undervejs, fordi Salernitana-fans smed røgbomber og sæder på banen ifølge BBC. På det tidspunkt førte Sampdoria 2-0 og 4-0 samlet.

Efterfølgende fik Sampdoria tildelt en 3-0-sejr.

I samme pressemeddelelse søndag er Massimo Donati blevet annonceret som ny cheftræner for Sampdoria.

Fredberg var med stor succes sportschef i Viborg fra 2019 til 2022, hvor han var med til at føre klubben op i Superligaen, hvor den siden konsoliderede sig.

Forinden havde han job i cypriotiske Omonia Nikosia og græske Panathinaikos. Han har også en kortvarig fortid som cheftræner i AGF.