Japans rumfartsmyndighed, Jaxa, var tirsdag nødt til at destruere en nyudviklet rumraket efter en ellers vellykket opsendelse fra øen Tanegashima.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 57 meter høje rumraket bar på en ALOS-3-satellit, der var i stand til at opdage blandt andet nordkoreanske missilaffyringer.
Raketten, der er af typen H3, nåede at flyve op i rummet.
Men da motoren, der skulle bære raketten videre ud i rummet, ikke kunne antænde, var rumfartsmyndigheden nødt til at destruere raketten for at undgå, at den skulle komme ud af kontrol.
Det skete 14 minutter inde i opsendelsen.
Vragresterne er ifølge Jaxa faldet i havet øst for Filippinerne.
Rumraketten var Japans første nye model i tre årtier og skulle have været et billigere alternativ til Elon Musks SpaceX-raketter.
– Dette kommer til at have alvorlige konsekvenser for Japans fremtidige rumpolitik, rumfartsindustri og teknologiske konkurrencedygtighed, siger professer i rumpolitik ved Osaka Universitet Hirotaka Watanabe til Reuters.
Raket-konstruktøren Mitsubishi Heavy Industries (MHI) har tidligere vurderet, at H3-modellen per opsendelse vil koste halvt så meget som dens forgænger.
Japans videnskabsminister, Keiko Nagaoka, siger ifølge BBC, at myndighederne vil undersøge grunden bag motorfejlen.
Hun undskylder samtidig for ikke at have levet op til “befolkningens forventninger”.
Havde opsendelsen foregået uden problemer, var Jaxa klar til at sende seks af de nye raketter i rummet om året i løbet af de næste to årtier.
Blandt andet skulle raketten også have leveret forsyninger til USA’s planlagte Gateway-rumstation, som skal i kredsløb om månen.
Gateway-rumstationen forventes at blive opsendt via en raket fra netop Elon Musks SpaceX i 2024.
Rumstationen er en del af USA’s planer om igen at sende astronauter på månen, hvilket Japan også har ønsker om.