09. apr. 2026 - 12:56

ISS får fornyet den største aftale i den danske forretning




ISS og Bygningsstyrelsen har underskrevet en ny aftale, hvor ISS fortsat skal levere services til godt 50 statslige institutioner og 18.000 statslige ansatte.

Det skriver ISS i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at ISS skal levere både kantine, rengøring, affaldshåndtering og kaffeservice til de omkring 50 statslige institutioner.

De 50 statslige institutioner breder sig over cirka 240 lokationer.

Aftalen gælder i 55 måneder og har en årlig værdi på 300 millioner kroner. Den er dermed den største i ISS’ danske forretning, skriver servicekoncernen.

Den nye aftale erstatter den nuværende aftale mellem ISS og Bygningsstyrelsen fra 2019, som udløber 30. september.

Anders Mærkedahl Pedersen, som er direktør i Bygningsstyrelsen, siger, at ISS har givet et godt tilbud i forhold til både pris og kvalitet.

– I vores evaluering har ISS særligt udmærket sig på tildelingskriteriet kvalitet, og vi vurderer ligeledes, at der er tilbudt en robust governance-struktur, siger han i pressemeddelelsen.