06. okt. 2025 - 14:56

Israelsk ministerium: Dansk aktivist er blandt deporterede




171 aktivister fra en nødhjælpsflotille mod Gaza, som Israel stoppede i sidste uge, er blevet deporteret – herunder én dansker.

Det oplyser Israels udenrigsministerium i et opslag på X.

Gruppen er blevet deporteret til henholdsvis Grækenland og Slovakiet.

Talsperson fra organisationen Free Gaza Movement Bent Erik Krøyer bekræfter over for Ritzau, at en dansk kvinde har været tilbageholdt i Israel efter at have været om bord på et skib i flotillen fra arrangøren Global Sumud Flotilla.

Han fortæller, at forventningen var, at hun skulle deporteres.

– Det glæder mig meget, at det formentlig er hende, der er på vej hjem. For det har været hårdt at være fængslet dernede, siger han.