24. jun. 2025 - 9:47

Israel beskylder Iran for våbenhvilebrud – Iran afviser




Blot timer efter at en våbenhvile mellem Iran og Israel trådte i kraft, er der skabt alvorlig tvivl om den.

Israels militær siger, at det registrerede missiler affyret fra Iran mod Israel, og at forsvarssystemer blev aktiveret. Nu vil Israel svare igen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag formiddag.

Generalstaben i Irans hær afviser dog at have affyret missiler mod Israel i de seneste timer. Det rapporterer det iranske nyhedsbureau Nournews ifølge Reuters.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, siger, at han har beordret militæret til “på kraftfuld vis” at svare igen efter meldingerne om iranske missiler. Israel vil således fortsætte angreb i den iranske hovedstad, Teheran.

– Jeg har beordret det israelske militær – i koordinering med premierministeren – til at fortsætte den intense angrebsaktivitet mod Teheran, siger Katz.

Det sker ifølge forsvarsministeren “i lyset af Irans totale brud på den våbenhvile, der blev erklæret af den amerikanske præsident, og affyringen af missiler mod Israel”.

Han siger også, at det er “i overensstemmelse med regeringens politik om at svare kraftfuldt igen på ethvert brud”.

Ifølge det israelske militær blev der affyret to missiler efter våbenhvilens start, skriver det israelske medie The Times of Israel. Borgere melder ifølge mediet, at luftforsvaret i flere tilfælde lykkedes med afværge missilerne.

Det var USA’s præsident, Donald Trump, der ved midnatstid dansk tid i første omgang sagde, at en aftale om en våbenhvile var indgået mellem Israel og Iran. Ved 07.00-tiden sagde han, at den var trådt i kraft.

Også iransk stats-tv meddelte tidligere på morgenen, at en våbenhvile var gået i gang.

Der har undervejs været forvirring om de præcise betingelser i aftalen og tidslinjen.

Fra israelsk side er aftalen blevet godkendt, meddelte den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor kort efter klokken 08.00.