23. mar. 2025 - 8:57

Israels militær beder borgere i Rafah-bydel om at evakuere




Det israelske militær beder borgere i et bestemt nabolag i byen Rafah i den sydlige del af Gaza om at evakuere.

Det skriver talsperson for Israels militær Avichay Adraee på det sociale medie X.

Her lyder det, at Israels militær igangsætter et angreb mod “terrororganisationer” i nabolaget.

I opslaget beder Adraee ifølge nyhedsbureauet AFP alle palæstinensere i nabolaget Tel Al-Sultan om at forlade “den farlige kampzone” og rykke nordpå.

En korrespondent fra AFP siger desuden, at flyveblade med det samme budskab er blevet kastet over nabolaget.

Ifølge sundhedsmyndigheder i Gaza er mindst 18 palæstinensere blevet dræbt i angreb i Rafah og Khan Younis søndag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tirsdag indledte Israel igen omfattende angreb på Gaza. Det er ifølge Reuters de mest omfattende angreb, siden Israel og Hamas indledte første fase af en våbenhvile den 19. januar i år.