21. jul. 2025 - 22:06

Israel udviser FN-chef efter Gaza-udtalelser




Israel har afvist at forny FN-chefs visum til landet og anklager ham for at sprede løgne om Israel.

Det skriver Israels udenrigsminister, Gideon Saar, i et opslag på X ifølge mediet The Times of Israel.

FN-chefen Jonathan Whittall leder FN’s nødhjælpskontor (OCHA) i Gaza og Vestbredden.

I opslaget skriver udenrigsministeren, at Whittall har haft en “partisk og fjendtlig” opførsel over for Israel og har “forvredet virkeligheden, fremlagt falske rapporter og bagtalt Israel”.

Derfor har Gideon Saar ifølge opslaget bedt om, at hans visum ikke bliver forlænget.

En unavngiven israelsk embedsmand henviser ifølge det israelske medie til udtalelser fra Whittall i juni, som baggrunden for udvisningen.

Her beskrev han forholdene i Gaza som “skabt til at dræbe”.

– Vi er vidne til en massakre. Sult bruges som våben. Det er tvangsfordrivelse. Det er en dødsdom for mennesker, der blot forsøger at overleve, sagde han i den skriftlige udtalelse på OCHA’s hjemmeside.

Han tilføjede desuden, at Israel har klare forpligtelser som besættelsesmagt, og at disse ikke bliver opfyldt.

Siden krigen begyndte i oktober 2023, har Israel ifølge nyhedsbureauet AFP gjort det sværere at få visum for dem, der arbejder for OCHA og FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge (UNRWA).

Forskellige FN-organisationer har gennem krigen flere gange kritiseret den humanitære situation i Gaza, manglen på nødhjælp, drab på civile og en voksende sult.

Senest mandag aften oplyser en FN-talsperson, at FN’s generalsekretær, António Guterres, er forfærdet over den hastigt forværrede humanitære situation i Gaza.

– De sidste livliner, der holder folk i live, er ved at bryde sammen, siger FN-talspersonen Stéphane Dujarric ifølge Reuters.

Dujarric tilføjer i samme ombæring, at der er stigende meldinger om underernæring hos børn og voksne, og det er Israels pligt at tillade og facilitere den humanitære nødhjælp.