Israels hær har mandag på ny udstedt evakueringsordrer for dele af Khan Younis og Rafah i det sydlige Gaza.
Vidner siger, at mange er i færd med at flygte fra områderne.
Hundredtusindvis er allerede flygtet fra Rafah før og under en landoffensiv, som israelske soldater indledte tidligt i maj.
Evakueringsvarslet er udstedt for byerne Bani Suhaila, al-Qarara og andre steder, som hører under Khan Younis- og Rafah-distrikterne i Gaza.
Blot timer inden ordren blev udstedt, sagde Israel, at 20 “projektiler” var blevet affyret mod Israel fra Khan Younis.
Den væbnede gren af den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad siger, at den står bag.
Israel har allerede udført luftangreb mod Rafah mandag.
– Folk er blevet grebet af frygt og ekstrem uro efter evakueringsordren, siger Ahmad Najjar, der bor i Bani Suhaila.
– Der sker en omfattende fordrivelse af borgerne, siger han videre.
Imens siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at landet nærmer sig målet om at have sat den militante gruppe Hamas’ ud af spil militært.
– Vi bevæger os mod slutfasen i at eliminere Hamas’ terroristhær, og der vil fortsat være angreb mod resterne af den, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Om mandagens evakueringsordre siger talsmanden for FN’s generalsekretær, António Guterres, at den “blot igen viser, at der ikke findes sikre steder i Gaza”.
Talsmanden, som hedder Stephane Dujarric, siger, at der “skal gøres mere for at beskytte civile”.
– Det er endnu et skridt i denne dødelige cirkel af evig bevægelse, som befolkningen i Gaza regelmæssigt befinder sig i, siger Dujarric.
Siden Israel 27. oktober indledte en landoffensiv i Gaza, har israelske styrker hele tiden bevæget sig længere sydpå med det mål at nedkæmpe Hamas-enheder. Kampe er dog også blusset op på ny i nord.
Den seneste opblussen i den meget langvarige konflikt begyndte, da Hamas 7. oktober angreb Israel og dræbte omkring 1200 mennesker, hovedsageligt civile.
Hamas og allierede grupper tog omkring 250 gidsler. 116 befinder sig fortsat i Gaza, heriblandt 42, som ifølge hæren er døde.
Omkring 37.900 mennesker – ligeledes hovedsageligt civile – er døde under Israels offensiv i Gaza ifølge sundhedsministeriet i Hamas-kontrollerede Gaza.
AFP