Flere irakiske militæranlæg er blevet ramt af droneangreb. To radarsystemer skal have fået større skader.
Det siger en talsperson for det irakiske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
Alle de steder, der er blevet angrebet, tilhører irakiske sikkerhedsstyrker, lyder det.
Talspersonen siger, at de “kriminelle handlinger” ikke vil gå ustraffet hen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvem der skal have angrebet anlæggene, eller hvem der mistænkes for det.
Dronerne var små og kom fra områder tæt på. Der er stadig en efterforskning i gang. Sådan lyder det fra anonyme kilder inden for sikkerhedsområdet til Reuters.
Også nyhedsbureauet AFP skriver om meldingerne om droneangreb. Det sker med henvisning til anonyme kilder på sikkerhedsområdet.
Kilderne siger, at et første angreb ramte Taji-basen nord for Bagdad, og nogle timer senere blev Imam Ali-luftbasen også ramt.
Der er kun meldinger om materielle skader. Der er ikke meldinger om sårede eller tilskadekomne.
Fire andre steder i Irak blev angreb angiveligt afværget, inden dronerne kunne nå frem.
Den irakiske premierminister, Mohammed Shia’ Al Sudani, har igangsat en omgående efterforskning, siger talspersonen for det irakiske militær.