Abdullah Maki Musleh al-Rifai, som er leder af Islamisk Stat i Irak og Syrien, er blevet dræbt.
Det siger Iraks premierminister, Mohammed Shia al-Sudani, ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag.
Al-Rifai, der også er kendt under navnet Abu Khadija, blev dræbt i en fælles operation mellem irakiske sikkerhedsstyrker og den amerikanskledede koalition, som bekæmper den militante gruppe.
Iraks premierminister beskriver Abu Khadija som en af “de farligste terrorister i Irak og verden”.
Al-Rifai blev gjort til genstand for amerikanske sanktioner i 2023.
Han var ifølge den irakiske premierminister guvernør for gruppens Syrien- og Irak-provinser.