19. jul. 2025 - 18:06

Ingen har henvendt sig med oplysninger om naturbrand i Skagen




Der er fortsat intet nyt om årsagen til, at en voldsom naturbrand mandag brød ud i Skagen Klitplantage.

Det oplyser Christian Tilsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ritzau.

I onsdags opfordrede politiet ellers til, at borgere henvendte sig, hvis de har set noget, der kan hjælpe i efterforskningen af branden.

– Vi har været ude og efterlyse vidner, men der har slet ikke været nogen henvendelser, siger vagtchefen.

Branden har siden mandag eftermiddag hærget naturområdet, og Nordjyllands Beredskab arbejder fortsat på stedet.

Man er dog kommet langt med slukningsarbejdet, og indsatsleder Thomas Dybro oplyser, at man håber på gradvist at kunne trække sig fra området fra på søndag.

– Det, vi kigger på nu, er småting, men det har været vigtigt, at vi har været her, siger han.

I løbet af lørdag eftermiddag og aften er branden blusset op med gløder og flammer to steder.

– Der har været nogle steder, hvor det har flammet lidt op. Det ene har vi slukket, og så er vi i gang med et andet sted, siger Thomas Dybro.

Brandfolkene bruger rygsprøjter til at slukke branden på grund af det svært tilgængelige landskab.

Desuden anvender beredskabet en drone til at overvåge området for røg og ildlommer.

– Og så har vi to mand på den højeste klit herude, som står og kigger ud over området og melder tilbage. Det var også dem, der fandt det punkt, som vi er ved at slukke nu, siger Thomas Dybro.

Der er omkring 30 folk fra både Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen, der arbejder på stedet.

I mandags lød det, at et område på cirka 27 hektar – eller 900 gange 300 meter – var brudt i brand i naturområdet, der ligger syd for Skagen.

Der er ifølge Thomas Dybro allerede begyndt at vokse græs op fra de nedbrændte områder.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med branden.