12. mar. 2025 - 14:16

Influenzasmitte er faldende efter periode med mange smittede




Antal tilfælde og indlæggelser i forbindelse med influenza er faldende sammenlignet med den seneste uge og er nu på kategorien “højt niveau”.

Det viser den ugentlige opdatering på luftvejssygdomme fra Statens Serum Institut (SSI), som er udgivet onsdag.

Sidste uge nåede influenzasmitten kategorien “meget højt niveau”.

Den nyeste status fra onsdag er, at kurven over antal påviste tilfælde med influenza er nedadgående.

Derudover er kurven for antal indlagte med influenza nedadgående.

SSI overvåger samtidig RS-virus, der er en forkølelsesvirus, som typisk rammer børn og ældre, og antal smittede med den type virus er også faldende. Det begyndte allerede at vise sig ved sidste opdatering.

Smitten med covid-19 ligger i kategorien mellem lav og middel, men viser sig også som nedadgående.