Fire mænd er ved Retten i Nykøbing Falster onsdag hver idømt ni måneders ubetinget fængsel for i Storstrøm Fængsel at have overfaldet en medfange, der afsoner en livstidsdom for tre drab.
Offeret har tidligere gået under navnet James Schmidt.
Tre af de dømte har taget betænkningstid i forhold til at anke. Den sidste ankede på stedet. Det oplyser anklageren i sagen.
Desuden er der blevet givet to advarsler til de to tiltalte, hvor der var nedlagt påstand om udvisning.
Overfaldet mod livstidsfangen skete 26. marts i år. Her blev han blandt andet stukket med en smørkniv af de fire indsatte, der er henholdsvis 20, 20, 34 og 36 år.
Alle fire personer har nægtet sig skyldige.
Ifølge Ekstra Bladet var det en enig domsmandsret, der idømte hver af dem ni måneders fængsel.
Retten har valgt at tilsidesætte de tiltaltes forklaringer, som var “divergente i forhold til hinanden og til sig selv”, skriver avisen.
Domsmandsretten fandt til gengæld den tredobbelte morders forklaring detaljeret og troværdig, lyder det.
De fire mænd forklarede i retten, at de ikke kendte til den livstidsdømtes kriminelle baggrund.
Selv forklarede den tredobbelte morder, at de tiltalte truede ham og sagde “vi ved godt, hvem du er”.
En undersøgelse har ifølge Ekstra Bladet vist, at offeret havde fået flere hudafskrabninger og overfladiske snit på ryggen efter overfaldet. Nederst på ryggen var der et dybt stiksår.