Den Internationale Valutafond (IMF) sænker markant forventningerne til den økonomiske vækst i USA, Kina og de fleste lande.
Det fremgår af en opdatering af World Economic Outlook offentliggjort tirsdag eftermiddag.
Forventningen er nu en vækst på 2,8 procent i 2025, hvilket er en nedjustering på 0,5 procentpoint.
Årsagen er, at de amerikanske toldsatser som følge af præsident Donald Trumps politik ligger på et meget højt niveau.
Yderligere spændinger i handelspolitikken mellem de store lande kan sænke væksten yderligere, og økonomer ser prognosen som udtryk for stor usikkerhed.
– De store toldforhøjelser på det amerikanske marked er den rene gift for verdensøkonomien, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en skriftlig kommentar.
– USA, Kina, Canada og Mexico er dem der lider hårdest under amerikanernes voldsomme toldkrig.
Blandt de lande, hvor vækstforventningerne sænkes markant, er Kina.
Her regner IMF med 4,0 procent vækst mod tidligere 4,6 procent. IMF’s nye prognose er et helt procentpoint under Kinas erklærede mål.
Reuters