Klimaminister Lars Aagaard (M) skal nu arbejde for at lande et kompromis fleksible veje til opnåelse af EU’s nye klimamål i 2040, selv om Danmark har modvilje mod værktøjet.
Det fortæller han, efter at EU-Kommissionen onsdag har præsenteret deres bud på et nyt klimamål for 2040.
– Det er ikke noget, der er kommet af et dansk ønske, men det har været et stærkt ønske fra mange andre lande, siger Lars Aagaard.
Som formandsland for EU bliver øvelsen nu at finde enighed blandt unionens 27 forskellige lande.
Her må de danske prioriteter vige bort for en stund.
– Holdningen for et formandskabsland er ikke så meget, hvad man gerne selv vil have, men i høj grad at lytte til, hvad andre lande vil, siger Lars Aagaard.
EU-Kommissionens bud på et nyt klimamål for 2040 har været længe ventet.
Målet er allerede forsøgt udformet som et levende kompromis.
På den ene side er måltallet på 90 procents reduktion i forhold til udledningsniveauet for 2040 at betragte som mere ambitiøst, end de kritiske lande vil have.
Samtidig er der indarbejdet flere fleksibilitetsmekanismer som eksempelvis CO2-kreditter, der kan gøre opnåelsen lettere, hvilket får kritik fra grønne partier og organisationer.
Lars Aagaard skal nu arbejde for at finde en enighed.
– Jeg hører bekymringerne fra begge lejre, og opgaven er nu at lægge øre til og lede efter, hvordan vi kan lande et kompromis, der er så godt, som der er opbakning til, siger han.
Der er overordnet set tre fleksibilitetsmekanismer, der skal gøre det lettere for medlemslandene at leve op til klimamålet.
Det ene er, at landene kan købe kreditter svarende til tre procents CO2-reduktion fra år 2036. Det betyder, at reduktionerne mod betaling vil skulle ske i andre lande.
Det andet er, at man vil tillade CO2-fangst og lagring af naturligt kulstof i EU’s kvotesystem.
Det tredje er, at EU vil tillade fleksibilitet i indsatsen i forskellige sektorer. Det betyder eksempelvis, at man i et land vil kunne reducere udledningen mere i en sektor som landbruget, hvis man vil friholde sin stålproduktion – eller omvendt.
For Lars Aagaard er det ikke nødvendigvis dårlige værktøjer, selv om Danmark ikke selv har ønsket dem.
– Jeg kan godt se en pointe i at etablere mekanismer, der gør, at det rige lande overfører penge til fattige lande og hjælper dem med den grønne omstilling. Det er der i princippet ikke noget galt med, siger han.
– Men det er absolut under den forudsætning, at integriteten er i orden.