25. aug. 2023 - 11:19

Hver tredje dansker vil forbyde koranafbrændinger efter trusler




En ud af tre danskere ønsker, at der på grund af trusler fra den militante al-Qaeda-bevægelse skal indføres et forbud mod koranafbrændinger.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget.

32,6 procent af 1042 adspurgte svarer, at de er enige i, at al-Qaedas opfordringer til at angribe Danmark og danskere på grund af koranafbrændinger skal føre til et forbud mod at brænde Koranen i Danmark.

Voxmeters undersøgelse er gennemført fra 22. til 25. august.

Den danske regering holder fredag klokken 11.30 pressemøde om netop koranafbrændinger.

Her vil den “fremlægge regeringens forslag til at gribe ind over for forhånelser, der kan have væsentlige negative konsekvenser for Danmark”

Det vides ikke, om regeringen overvejer at indføre et reelt forbud – eller om der eksempelvis kan blive tale om et delvist forbud.

Voxmeter har også undersøgt, om danskerne tror, at koranafbrændinger i Danmark har øget risikoen for, at der finder angreb fra militante islamister sted i Danmark.

Cirka to ud af tre – 65,1 procent – svarer, at de er enige i, at afbrændingerne har øget risikoen.

Dog svarer kun en ud af ti, at de er enige i, at de har ændret adfærd i det offentlige rum af frygt for angreb.

Flere medier skrev den 14. august, at al-Qaeda gennem sin mediekanal as-Sahab havde udsendt en opfordring til angreb mod Danmark og Sverige.

Dagen efter udsendte Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en fælles udtalelse.

De omtalte udmeldingen som “terrorpropaganda” og tilføjede, at den kan tjene som inspiration for både enkeltpersoner eller grupper til at planlægge og udføre voldelige angreb.

Koranafbrændinger i både Danmark og Sverige har udløst stor vrede og protester i den muslimske verden.