Tirsdag eftermiddag afvikler Rigshospitalet en beredskabsøvelse, som kommer til at involvere næsten 600 personer.
Det skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
Beredskabsøvelsen skal være med til at forberede hospitalet på en krisesituation med mange patienter.
– Jeg tror, at det er første gang, vi laver så massiv en øvelse i hele Danmark, siger Kristian J. Andersen, der er overlæge i Traumecenteret og klinisk beredskabsansvarlig.
Under øvelsen iscenesætter man et scenarie, hvor patienter bliver hentet på gaden, transporteret ind for at møde personale for derefter at ende på en operationsgang.
Personalet kommer blandt andet til at omfatte klinikere, præster, retsmedicinere og pårørende.
Øvelsen har fået navnet RHagnarok, selv om øvelsen har til formål, at en krisesituation ikke skal føles som dommedag.