13. apr. 2025 - 13:16

Hongkongs sidste større oppositionsparti på vej mod opløsning




Hongkongs sidste større tilbageværende oppositionsparti, Democratic Party, har søndag taget et afgørende skridt mod at opløse sig selv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ved et særligt indkaldt møde har 90 procent af partiets 110 medlemmer stemt for, at et udvalg på tre personer skal begynde opløsningsprocessen.

Udvalget skal både se på juridiske og økonomiske forhold vedrørende opløsningen.

Demokratiske kræfter i Hongkong har længe været under stort pres fra Kina.

Fem højtstående medlemmer af Democratic Party har tidligere fortalt til Reuters, at kinesiske embedsmænd eller mellemmænd har givet advarsler til partiet.

Hvis ikke det opløste sig selv, ville der komme alvorlige konsekvenser, lød beskeden. Det kunne blandt andet omfatte anholdelser.

Lederen af det 30 år gamle parti, Lo Kin-hei, ville ifølge nyhedsbureauet AFP ved et pressemøde søndag ikke bekræfte, at partiet var kommet under pres fra den kinesiske regering.

Han har i februar tidligere sagt, at opløsningen skyldes det “overordnede politiske miljø” i Hongkong.

Kina har i senere år i stigende grad strammet grebet om Hongkong med blandt andet en hård fremfærd mod prodemokratiske protester og en såkaldt sikkerhedslov.

De store protester begyndte for alvor i juni 2019 og ebbede ud i løbet af 2020, efter at myndigheder havde slået hårdt ned på demonstrationerne.

Samtidig førte coronapandemien til en række restriktioner.

Democratic Party blev grundlagt, tre år før Hongkong blev overdraget til Kina som en særlig region med delvist selvstyre efter devisen “ét land – to systemer”.

Partiet har forsøgt at forene Hongkongs opposition og skubbe på for demokratiske reformer og frihedsrettigheder.

En endelig opløsning af partiet kræver en afstemning, hvor 75 procent stemmer for.

Reuters