19. mar. 2024 - 13:00

Hongkong vedtager enstemmigt ny national sikkerhedslov




Hongkongs lovgivende forsamling (LegCo) har tirsdag vedtaget en ny national sikkerhedslov.

Loven er vedtaget med enstemmighed.

Den giver blandt andet mulighed for at straffe forræderi og oprør med op til livstid.

Også sabotage, tyveri af statshemmeligheder og spionage kan give op til livstid.

Loven vil træde i kraft 23. marts – altså lørdag.

Den mest omtalte sikkerhedslov i Hongkong har nok været den, som Kina i juni 2020 indførte.

Det skete som modsvar på store regeringsprotester.

Kritikere siger, at den allerede har fjernet stort set al politisk modstand og tvunget prodemokratiske politikere og aktivister i eksil eller til at tie.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er næsten 300 mennesker blevet anholdt og 170 sigtet som følge af den lov, som Kina i sin tid sørgede for at få indført.

Den nye lov ventes at eksistere parallelt med den gamle. Den beskæftiger sig for eksempel ikke med emner som løsrivelse og undergravende virksomhed, der er omfattet af den gamle.

Ifølge John Lee, der er politisk leder i Hongkong, lukker den dog nogle juridiske huller, som den gamle havde.

– I dag er et historisk øjeblik for Hongkong, siger han i forbindelse med vedtagelsen.

Hongkong blev under en aftale fra 1997 med Storbritannien overdraget til Kina, under den betingelse at Hongkong blev oprettet som en særlig region.

Den har delvist selvstyre efter devisen “ét land – to systemer”. Aftalen løber frem til 2047.

Kina beskyldes for i stigende grad at stramme grebet om Hongkong. Det er blandt andet sket med en særdeles hård fremfærd mod de prodemokratiske protester.

Efter at loven er vedtaget, siger Lee, at det er vigtigt, at forstå, at “et land kommer før to systemer”.

AFP