16. aug. 2023 - 17:54

Hollandsk topsprinter vinder stensikkert i Silkeborg




Der er flere spurtstærke cykelryttere med i PostNord Danmark Rundt, men Fabio Jakobsen fra Quick-Step viste onsdag, at han i det danske løb er i en liga for sig.

Hollænderen vandt stensikkert spurten på 2. etape fra Kjellerup til Silkeborg og fik dermed lidt tiltrængt succes efter et skuffende Tour de France.

Uno-X’s Søren Wærenskjold viste sig endnu en gang flot frem med en andenplads og bevarede dermed førertrøjen.

Lidt overraskende endte Søren Kragh Andersen fra Alpecin-holdet på tredjepladsen, og han banker nu på til top-3.

Angrebslysten i feltet var stor fra start, og der gik noget tid, før etapens store udbrud havde etableret sig.

Syv ryttere slap afsted med den tidligere juniorverdensmester Julius Johansen som det mest prominente navn.

Med ham som en af de primære motorer opbyggede lykkeridderne et forspring på cirka tre minutter, men de største sprinterhold lod dem aldrig sejle helt væk.

Alligevel var der stadig et minut med 25 kilometer til mål. Søren Kragh havde forinden rystet feltet med en forcering, men nogen uoprettelig skade var der ikke tale om.

Mens forskellen mellem udbryderne og feltet blev mindre og mindre, kostede et stort styrt Michael Valgren en tur i asfalten.

På næstsidste omgang angreb Mads Pedersen op ad Hvinningdalvej, men uden at få afgørende hul. Udbruddet blev dog hentet af forceringen.

Angreb kom der også fra tirsdagens vinder, Søren Wærenskjold, og Alexander Kamp, men det hele var samlet frem mod spurten.

Jakobsen blev lanceret helt i fronten og skulle såmænd bare træde sin imponerende topfart for at sikre sejren.

Dermed sikrede han sig også ti bonussekunder og kom en anelse tættere på Wærenskjold i det samlede klassement. Seks sekunder adskiller dem.

Nummer tre og fire i klassementet, Mads Pedersen og Søren Kragh, er begge 18 sekunder efter den stærke nordmand før torsdagens kongeetape, der slutter i Vejle.