Midterpartiet D66 med leder Rob Jetten vinder det hollandsk parlamentsvalg med blot 29.668 flere stemmer end højreorienterede Frihedspartiet.
Det fastslår den hollandske valgmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP fredag.
Allerede i sidste uge lød det fra medier, at Jetten ikke længere kunne overhales, men fredagens udmelding er den officielle bekræftelse.
38-årige Jetten kan – hvis han lykkes med at danne regering – blive den yngste premierminister i Hollands historie og også den første, der åbent er homoseksuel.
Netop regeringsdannelsen kan dog blive ganske svær i Holland, og partierne i parlamentet kan være flere måneder om at finde fælles fodslag.
Jetten har siden 2023 været i spidsen for D66, der står for Demokrater 66 og blev dannet i 1966. Det er et proeuropæisk parti og har typisk tiltrukket vælgere med høje indkomster i byerne, skriver Politico.