Den tidligere nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, der leder højrefløjspartiet Jødisk Magt, bliver sammen med partiet igen en del af den israelske regering.
Det skriver Reuters og AFP på baggrund af en pressemeddelelse.
Ben-Gvir trak sig fra regeringen i januar som følge af aftalen om våbenhvilen i Gaza. Det samme gjorde partiets to andre ministre.
Partiet kaldte dengang aftalen ifølge Reuters for en “kapitulation over for Hamas” og fordømte, hvad partiet beskrev som “frigivelsen af hundredvis af mordere”.
Ben-Gvir fortalte på daværende tidspunkt, at hans parti ikke ville vælte regeringen, men heller ikke være en del af den.
Udmeldingen om partiets genindtræden i regeringen kommer på dagen, hvor Israel har igangsat de dødeligste angreb i Gaza siden våbenhvilens begyndelse.
Over 400 meldes dræbt ifølge Gazas sundhedsmyndigheder.