Den danske golfspiller Nicolai Højgaard slutter efter sidste runde af PGA-turneringen Wyndham Championship på en delt 14.-plads efter at have gået søndagens runde i tre slag under par.
Højgaard var gledet ned på en 21.-plads efter en halvskuffende runde lørdag, hvor han kun formåede at komme i mål med ét slag under par.
Men søndag var der godt gang i den 22-årige midtjyde igen, og foruden fire birdies formåede Højgaard at slå en eagle på hul 5 af den svære bane i Greensboro i delstaten North Carolina.
Danskeren måtte dog tage til takke med tre bogeys på hul 4, 9 og 15.
Turneringen blev vundet af amerikanske Lucas Glover. Amerikaneren brillerede langtfra i sidste runde med kun to slag under par, men havde allerede lagte sig i spidsen og kunne samlet set slutte turneringen i 20 slag under par.
Glover kan dermed se frem til den største bid af præmiepengene for turneringen, som i alt udgjorde 53,1 millioner kroner. Af dem går cirka 9,3 millioner til vinderen.