Interessen for at købe og bygge nyt er ikke stor i øjeblikket.
I andet kvartal blev der givet 9718 lånetilbud til boligkøb.
Det er det laveste niveau for et andet kvartal siden 2017, hvor statistikken begyndte at blive ført.
Det viser tal fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, som er blevet offentliggjort fredag morgen.
Sammenligner man antallet med andet kvartal i 2022, blev der givet 38 procent færre lånetilbud i år.
Den lave interesse skyldes særligt det høje renteniveau, forklarer Sebastian Kaldahl. Han er boligøkonom i Dansk Industri (DI).
– Det skal ses i lyset af, at de høje renter har ændret betingelserne på boligmarkedet. Det holder potentielle boligkøbere væk, da de ikke har de økonomiske muskler til at købe, skriver han i en kommentar.
Siden april har antallet af lånetilbud til at købe en ejerbolig eller et sommerhus ellers været stigende.
Det skyldes, at renten på lånepapirer har stabiliseret sig, forklarer Sebastian Kaldahl.