24. nov. 2024 - 12:06

Hizbollah hævder at have angrebet israelsk flådebase med droner




Den militante bevægelse Hizbollah fra Libanon siger søndag, at den har angrebet en israelsk flådebase.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er flådebasen i byen Ashdod i det sydlige Israel, som gruppen i en udtalelse hævder at have angrebet.

For første gang har Hizbollah brugt droner til at angribe Ashdod-basen, lyder det.

Bevægelsen har tidligere angrebet mål længere nordpå i Israel med droner.

Senere søndag hævder Hizbollah ifølge tv-stationen al-Jazeera, at den også har angrebet en anden militærbase nord for Haifa i det nordlige Israel.

Bevægelsen siger videre, at den har ødelagt seks israelske kampvogne i det sydlige Libanon.

Israels hær har søndag eftermiddag ikke kommenteret nogen af meldingerne fra Hizbollah.

Fjendtlighederne mellem Israel og Hizbollah er for alvor taget til som følge af konflikten i Gaza.

Søndag meddeler sundhedsministeriet i Libanon, at 84 mennesker blev dræbt i israelske angreb dagen inden.

Dermed er i alt 3754 mennesker blevet dræbt i Libanon siden oktober 2023. De fleste af dem er dræbt inden for de seneste to måneder, hvor Israel rykkede ind i Libanon som svar på Hizbollahs daglige luftangreb.

Hizbollah har sagt, at bevægelsen angriber Israel i solidaritet med Hamas-militsen fra Gaza.

Israel har omvendt udført mange angreb i Libanon, hvor Hizbollah holder til.

Søndag oplyser den israelske hær ifølge nyhedsbureauet AFP, at der har lydt luftalarmer i forskellige dele af det centrale og nordlige Israel.

Ifølge hæren blev 18 raketter affyret fra Libanon mod den centrale del af landet, mens 30 raketter blev affyret mod den nordlige del.

Nogle af raketterne blev opsnappet, lyder det.

Josep Borrell, som er udenrigschef i EU, advarer søndag om, at Libanon er “på kanten af kollaps”, efter at Israel de seneste to måneder har intensiveret sine angreb.

Det gør han under et besøg i den libanesiske hovedstad, Beirut, skriver AFP.

– Tilbage i september kom jeg og håbede stadig på, at vi kunne forhindre en fuldgyldig krig, hvor Israel angriber Libanon. To måneder senere er Libanon på kanten af kollaps, siger Josep Borrell.