Det amerikanske universitet Harvard University siger, at præsident Donald Trumps ønske om at afholde udenlandske studerende fra at komme ind i USA er ulovligt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag meddelte Det Hvide Hus i en udtalelse, at Trump har underskrevet en bekendtgørelse, som skal suspendere visa for nye studerende fra udlandet på Harvard University. Ordren skal gælde i seks måneder, medmindre den forlænges.
Internationale studerende, der allerede er startet på universitetet, risikerer desuden at få deres visa ophævet, lød det.
I en klage til en føderal domstol lyder det fra Harvard, at “dette ikke er administrationens første forsøg på at afskære Harvard fra dets internationale studerende”, skriver AFP.
Universitetet har således føjet bekendtgørelsen fra onsdag til klagen i den sag, som det allerede har lagt an mod administrationen.
Harvard har tidligere lagt sagt an mod Trump-administrationen, i forbindelse med at administrationen ville stoppe universitetets mulighed for at optage studerende fra udlandet.
Det har en føderal dommer dog midlertidigt blokeret for.