14. dec. 2025 - 10:16

Harder snupper niende pris som årets danske spiller




Den danske fodboldstjerne Pernille Harder kan føje endnu en personlig pris til samlingen.

Søndag er hun blevet kåret som årets kvindelige fodboldspiller for andet år i træk og for niende gang i karrieren.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, der står bag prisen.

Det er kollegerne, der har peget på Bayern München-profilen som årets danske spiller.

Den danske landsholdsanfører var med til at vinde pokalturneringen og det tyske mesterskab med storklubben i løbet af 2025.

På landsholdet var hun en del af det hold, der forlod sommerens EM-slutrunde med lutter nederlag.

Hun var dog også med til at redde Danmarks plads på øverste niveau i Nations League med en samlet 8-1-sejr over Finland i oktober.

Pernille Harder scorede tre af Danmarks mål i kampene og lagde op til yderligere to.