29. jan. 2024 - 22:09

Hamas kræver fuld våbenhvile inden ny gidseludveksling




Et højtstående medlem af Hamas siger, at den militante palæstinensiske gruppe vil have en “komplet og omfattende våbenhvile” i Gazastriben – ikke en midlertidig pause i kamphandlingerne.

Når våbenhvilen er trådt i kraft, “kan resten af detaljerne drøftes”, herunder frigivelse af gidsler.

Det siger Hamas-medlemmet Taher al-Nunu til nyhedsbureauet AFP.

En tilsvarende melding kommer fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), som fastholder, at Israel skal stoppe offensiven i Gazastriben og trække sine soldater ud, inden gidsler og fanger kan udveksles.

Meldingerne fra Hamas og PFLP kommer, efter at mægleren Qatar har meddelt, at et forslag til en rammeaftale for en midlertidig våbenstilstand vil blive sendt til Hamas.

Tidligere mandag sagde Qatars premierminister, at et møde i Paris havde resulteret i et udkast til en rammeaftale.

Ifølge dette forslag skal kvinder og børn, der holdes som gidsler i Gazastriben, løslades først. Samtidig skal der køres nødhjælp ind i Gazastriben.

De parter, der har været samlet til forhandlinger i Paris, “håber at viderebringe dette forslag til Hamas og få dem til et sted, hvor de engagerer sig positivt og konstruktivt i processen”, siger premierministeren, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani.

Mandag aften var det ikke umiddelbart klart, om Hamas har modtaget forslaget.

Ud over Qatar er også repræsentanter fra Egypten, Israel og USA med ved mødet i Paris.

Hamas tvang omkring 250 mennesker med sig til Gazastriben.

Nogle af dem er siden frigivet, men ifølge Israel er der stadig 132 gidsler i palæstinensiske gruppers varetægt. Det tal omfatter ligene af mindst 28, der menes at være døde.

Den efterfølgende israelske offensiv i Gaza har dræbt mindst 26.422 mennesker i Gazastriben, heraf størstedelen civile. Det viser tal fra sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område.

AFP