05. jun. 2025 - 5:07

Guldhåbet lever i Skjern trods nederlag i første finale




Skjern-spilleren Jakob Rasmussen har fortsat tro på, at det vestjyske hold kan besejre Aalborg og ende som dansk mester.

Det siger playmakeren til TV 2 Sport, efter at Skjern onsdag tabte den første af tre potentielle DM-finaler med 22-26 i Aalborg.

– Vi har ikke nogen rytme i angrebsspillet i dag. Der er en del, der skal kigges på derhjemme.

– Vi tror stadigvæk på, at vi kan få det vendt igen, siger Jakob Rasmussen.

Han betegner nederlaget som et deja-vu fra semifinalen mod GOG. Her tabte Skjern for halvanden uge siden det første opgør til GOG, inden sejre i de næste to kampe sikrede vestjyderne en plads i finalen.

Især Niklas Landin i Aalborg-målet leverede onsdag aften en stærk præstation for de regerende mestre.

Det var Aalborg-holdkammeraten Patrick Wiesmach også hurtig til at erkende efter den nordjyske sejr over Skjern.

– Det er klasse at have Niklas inde bagved, for når vi først får presset dem, så snupper han dem bare, siger Wiesmach til TV 2 Sport.

Aalborg-sejren betyder, at nordjyderne kan nøjes med uafgjort, når de to finalister står over hinanden igen på lørdag i Skjern.

Skulle det ende med en vestjysk sejr, så vil Aalborg have fordel af hjemmebane i den sidste kamp. Det skyldtes, at nordjyderne vandt grundspillet.