08. mar. 2025 - 18:07

GOG lider skuffende pointtab mod Sønderjyske




Det spidser til i kapløbet om grundspilssejren i herrernes håndboldliga, og GOG’s chancer for at tage den led lørdag et knæk.

På udebane skuffede fynboerne og spillede 30-30 med Sønderjyske.

GOG lignede ellers i første halvleg et hold, der ville leve op til favoritværdigheden, men efter pausen blev en femmålsføring sat over styr.

Det var sågar ved at gå helt galt for fynboerne, men en scoring i de sidste sekunder af Tobias Grøndahl sikrede et enkelt point.

Dermed kan Aalborg Håndbold øge føringen til to point i toppen senere lørdag, når nordjyderne på hjemmebane tager imod TTH Holstebro.

For sønderjyderne kan lørdagens ene point ende med at blive særdeles værdifuldt i kampen om top-8, der giver plads i slutspillet.

Sønderjyske har akkurat bagenden med i det sjove selskab på ottendepladsen med 20 point, men Nordsjælland Håndbold og TTH begge er lige efter med 19 point.

Der resterer fem runder af grundspillet.

GOG’s rapfodede højreback Hjalte Lykke var i første halvleg i målhumør og ledte med seks scoringer i åbent spil an, mens gæsterne langsomt trak fra Sønderjyske.

Ved pausen var GOG foran med fem, og den føring blev også holdt i starten af anden halvleg, men værternes spilfordeler Nicolaj Jørgensen ville det anderledes.

Playmakeren var en faktor kampen igennem og havde en stor andel i, at sønderjyderne bagud 17-22 tog skeen i den anden hånd, og ved 25-25 var der kontakt.

Derfra var det Sønderjyske, der flere gange var i front, mens GOG jagtede.

Med lidt over 30 sekunder tilbage gjorde Nicolaj Jørgensen det til 30-29 med sit 13. mål, men norske Grøndahl sørgede for en pointdeling.