20. aug. 2023 - 20:52

Frygtet storm går i land og sætter kursen mod Californien




En kraftig tropisk storm med tilnavnet Hilary er søndag gået i land på Mexicos nordvestlige kyst i delstaten Baja California.

Det oplyser USA’s Nationale Orkancenter.

Stormen har bragt vindstød på over 100 kilometer i timen med sig og sendt voldsom regn ned over den mexicanske stat. En person har også mistet livet, efter at en bil blev trukket med af stigende vandmængder.

Stormen menes nu at have retning mod den amerikanske delstat Californien og det øvrige normalt tørre sydvestlige USA.

Stormen, der i USA har været omtalt som “Hurricane Hilary”, har undervejs været en orkan i kategori 4 på den såkaldte Saffir-Simpson-skala.

Skalaen bruges til at inddele tropiske orkaner i kategorier. Kategori 5 er det højeste niveau og bruges om orkaner, der forårsager katastrofal skade.

Inden Hilary gik i land blev den dog nedgraderet til en tropisk storm. Den ligger i styrke lige under kategori 1 på Saffir-Simpson-skalaen.

Ifølge USA’s Nationale Orkancenter kan der falde omkring 25 centimeter regn i dele af Mexico og de amerikanske delstater Californien og Nevada.

Der er også risiko for tornadoer i det sydøstlige Californien, det vestlige Arizona, det sydlige Nevada og det sydvestligste Utah, oplyser centeret.

Nancy Ward, der står i spidsen for nødberedskabet på Californiens guvernørs kontor, siger, at Hilary kan blive en af de værste storme i delstaten i årtier.

– Tag ikke fejl. Det her er en virkelig, virkelig farlig og markant storm, meddelte hun lørdag på en pressekonference.

Mexico bliver hvert år ramt af orkaner både på øst- og vestkysten.

Nogle gange bliver Californien også påvirket, men det er sjældent, at den amerikanske delstat rammes så hårdt, som det denne gang ser ud til.

Mange forskere advarer om, at storme bliver mere og mere kraftfulde, i takt med at Jorden bliver varmere på grund af global opvarmning.

AFP