En ny lovpakke fra EU vil gøre det nemmere for danske hoteller at få afsat flere værelser i fremtiden.
Det vurderer Pia Voss, der er administrerende direktør hos hotellernes og restauranternes brancheforening, Horesta.
Lovpakken gør, at hoteller fremadrettet må tilbyde lavere priser på deres egne hjemmesider, end der tilbydes gennem bookingplatformen Booking.com.
– Fri konkurrence er vigtig, fordi som med alle andre tjenesteydelser handler prisdannelse om udbud og efterspørgsel, siger Pia Voss.
– Aftalerne med Booking.com har betydet, at hotellerne har været afskåret fra at sælge værelserne til en lavere pris. De har dermed risikeret ikke at kunne sælge deres værelser.
Horesta har i flere år forsøgt at råbe den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager op i håbet om at få ændret reglerne.
Mandag skrev EU-Kommissionen så på sin hjemmeside, at Booking.com er blevet udpeget som en såkaldt gatekeeper under EU’s lovpakke Digital Markets Act (DMA), som trådte i kraft i begyndelsen af marts.
Det betyder, at prisklausulerne, som hotellerne indtil nu har indgået med Booking.com, bliver ophævet.
Platformen har seks måneder til at efterleve lovpakken. I den periode vil prisklausulerne fortsat gælde.
Hotelkæden Scandic Hotels, der beskriver sig selv som “Nordens største hotelkæde”, kalder det en “positiv dag for branchen”.
Klaus Johansen, der er kommerciel direktør i kæden, tror på, at det kommer til at give kunderne mere tryghed at handle direkte hos det enkelte hotel.
Derudover er der også fordele at hente, når man handler direkte hos hotellerne. Det kan være yderligere rabatter eller bonusnætter, lyder det.
– Derfor tror jeg heller ikke, at det bliver sværere at få lokket kunderne over på hotellernes egne hjemmesider.
Samme holdning har Pia Voss, der ikke ser nogen udfordring i, at kunderne i første omgang finder et hotel via en platform, hvorefter de kan søge direkte på et hotels hjemmeside.
Om det her så vil betyde lavere priser til kunderne, er lidt mere usikkert, hvis man spørger Horesta-direktøren.
Klaus Johansen vil da heller ikke love, at man kommer til at sænke priserne på sin egen hjemmeside, da lovpakken stadig er meget ny.
Men det kan komme til at få en positiv betydning for hotellernes indtjening, fordi de potentielt slipper for at betale provision til Booking.com, som ifølge Dansk Erhverv ligger mellem 15 og 23 procent.
– Men om det får en positiv betydning for hotellernes indtægt beror på, om der sker et skifte hos kunderne, siger Scandic-direktøren.
– Gør der det, er det relevant, at det giver mere prisfleksibilitet, i forhold til hvordan vi prisfastsætter. Så der burde absolut være nogle muligheder ved den her lovændring, lyder det.