En pensioneret fransk kirurg er onsdag fundet skyldig i voldtægt og seksuelle overgreb mod patienter.
Det har en fransk domstol afgjort onsdag.
Kirurgen, Joel Le Scouarnec, idømmes 20 års fængsel, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han var tiltalt for at misbruge 299 patienter over en periode fra 1989 til 2014. 256 af ofrene var børn under 15 år.
Nogle af patienterne var i narkose, da overgrebene fandt sted.
Joel Le Scouarnecs forsvarsadvokat har tidligere sagt, at han erkender “langt størstedelen” af overgrebene.
Sagen anses for at være den værste af sin slags i Frankrig, skriver Reuters.
Den pensionerede kirurg afsoner i forvejen en dom fra 2020 på 15 års fængsel for at have misbrugt fire børn – herunder to af sine niecer.